5. juli 2021
Pressemeddelelse: Regnskabsaflæggelse 2020

Siden etableringen i 1975 har Søren Enggaard koncernen været i konstant vækst og er i dag en af Nordjyllands største ejendomskoncerner. Aktiviteten omfatter køb, salg og udlejning af erhvervs- og investeringsejendomme, ejendoms- og projektudvikling samt boligudlejning.

 

I anledning af regnskabsaflæggelse for 2020 for Søren Enggaard koncernen udtrykker direktør Carsten Enggaard tilfredshed med udviklingen i aktiviteter og økonomiske forhold:

’Ved Søren Enggaard Holding ApS’ erhvervelse af aktierne i Søren Enggaard A/S har vi i 2020 afsluttet en større omstrukturering med det formål at samle udviklingsaktiviteter og ejendomsdrift i selskaber under Søren Enggaard Holding ApS’. 

 

Det i 2019 stiftede Søren Enggaard Holding ApS har i 2020 realiseret et resultat efter skat på 104 mio. kr. på baggrund af ejerskab af de 100% ejede datterselskaber Søren Enggaard A/S og S.E. Ejendomme Aalborg A/S.

 

Også udviklingen i de enkelte datterselskaber har ifølge Carsten Enggaard været tilfredsstillende, herunder at S.E. Ejendomme Aalborg A/S har fortsat tidligere års stabile indtjening ved drift og udlejning af ejendomme og fastholder en soliditetsgrad på 44%. Ultimo 2020 er selskabets egenkapital 70,2 mio. kr.

I forhold til datterselskabet Søren Enggaard A/S udtaler Carsten Enggaard, at resultatet i Søren Enggaard A/S jf. udviklingsaktiviteter i både selskabet selv samt i dets datterselskaber er kendetegnet ved udsving over årene. I 2020 har selskabet realiseret et resultat efter skat på 43,4 mio. kr. mens investeringen i byggeprojekter i datterselskaber i samme periode er steget med 175 mio. kr. Søren Enggaard A/S har i 2020 fastholdt en soliditetsgrad på 72% og har ultimo 2020 en egenkapital på 527,5 mio. kr.

 

I forhold til forventninger til den fremadrettede udvikling oplyser Carsten Enggaard, at der i 2021 forventes et øget resultat i Søren Enggaard A/S jf. afhændelse af byggeprojekter samt et resultat i S.E. Ejendomme Aalborg A/S på niveau med det realiserede i 2020. Carsten Enggaard udtaler:
’Vi ser frem til at fortsætte udviklingen af eksisterende og nye byggeprojekter, herunder også udviklingen af Aalborg Sygehus Nord jf. vores kapitalbesiddelse i Nordud A/S’.  

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

 

Direktør Carsten Enggaard, Søren Enggaard A/S

Tlf.: 9838 1629

Mobil: 2031 8484

Mail: ce@soren-enggaard.dk